Løs opgaven, send fakturaen, få pengene

Tjekliste: Dette skal stå på en faktura

For alle virksomheder, men måske især for små og mindre virksomheder, er det en skøn følelse at sende en faktura til en kunde for betaling af et produkt eller et veludført arbejde. Det er naturligvis en endnu bedre følelse, når pengene dukker op på din virksomheds konto.

Men det er ikke en skøn følelse, når pengene ikke dukker op på kontoen. Der kan være mange grunde til, at betalinger ikke falder til tiden, men i en del tilfælde er det fejl i fakturaen og ikke uvilje fra kunden, der gør, at betalingen udebliver. Det er derfor vigtigt, at du har helt styr på, hvad fakturaen skal indeholde, og hvem fakturaen skal sendes til.

Undgå klassiske fejl ved fakturering

En af de klassiske fejl i en faktura er netop, at fakturaen bliver sendt til en forkert person. Det er uheldigt af flere grunde: For det første kan det se ud, som om du ikke har styr på butikken, og det ser uprofessionelt ud. Det kan i bedste fald betyde forsinkelse i betalingen, fordi fakturaen cykler rundt i systemet hos din kunde, og i værste fald kan konsekvensen blive, at du mister kunden.

En anden hyppig fejl i fakturaer er fejl i fakturanummeret, produktnummeret eller at produkterne ikke stemmer overens med prisen.

"B2B-virksomheder tager det ofte som en selvfølge, at kunden er fortrolig med fakturaer og er derfor ikke så fokuserede på, at oplysningerne er krystalklare og præcise. Og så kommer de oftere til at lave nogle klassiske fejl. Det kan være fejl i navnet eller betalingsfristen. Jeg har også oplevet, at der var fejl i bankoplysningerne, og så er det altså svært for kunden at betale regningen.
Så sørg for, fakturaen er fejlfri, og alle de korrekte informationer er medtaget, så du ikke selv skaber problemer med hensyn til at modtage betaling,"
forklarer Heikki Näreaho, Key Account Manager hos
Allianz Trade.

Vigtigt at huske i en faktura
 

  • Sørg for, at din faktura er fyldestgørende, og at alle oplysninger er korrekte - kundens navn, beskrivelsen af din leverance, fakturanummer og dato, valutaenhed samt momsbeløbet. Og måske vigtigst af alt: Kontroller, at du har den rigtige faktureringsadresse og person.

  • Hvis du sender fakturaer på e-mail, så anmod om en kvittering på, at kunden har modtaget fakturaen. Så opdager du hurtigere, hvis der var fejl i mailadressen, og kunden kan ikke senere påstå, at de ikke har modtaget fakturaen i tide.

Tjekliste: Dette skal stå på en faktura:
 

  • Den dato, fakturaen er udstedt (fakturadato).

  • Et entydigt løbenummer for hver faktura med udgangspunkt i en eller flere serier.

  • Dit momsregistreringsnummer/cvr-nummer.

  • Firmaets navn og adresse.

  • Købers/kontaktpersons navn og adresse.

  • Varens eller tjenesteydelsens omfang og art.

  • Den dato, varerne blev solgt, eller tjenesteydelserne udført eller afsluttet.

  • Den aktuelle momssats.

  • Det momsbeløb, der skal betales, eller om det er et momsfrit salg.

  • Forfaldsdato: Den dag, hvor fakturaen senest skal være betalt.

  • Valutaenhed ved handel med kunder i udlandet.

  • Bankoplysninger såsom IBAN-nummer, kontonummer, registreringsnummer og banknavn.

“Det er vigtigt, at du kender dine kunder, både inden du sælger dine varer eller ydelser, og når du skal sende dem en faktura. Sørg for at vide mere om dine kunder end blot deres adresse og navn. Så minimerer du risikoen for misforståelser og fejl, der kan resultere i, at du får dine penge for sent eller i værste fald ikke får dine penge overhovedet.”
Heikki Näreaho
Key Account Manager, Allianz Trade